Musik på Tjørnehøj

Med tryghed, tillid og trivsel som vejvisere blev hashen lagt på hylden

 

Hvordan kommer man et 15 år langt hashmisbrug til livs? I denne artikel kan du læse om en af vores beboere på bostedet Tjørnehøj, som netop er lykkedes med at lægge hashen på hylden – på eget initiativ – efter et misbrug, der nåede at vare i 15 år. 

Nogle forfærdelige folkeskoleår

Han begyndte at ryge hash som ung. I dag er han voksen, og trods en skizofrenidiagnose og mange svære udfordringer samt nogle – efter egen beskrivelse – forfærdelige folkeskoleår er nu det lykkedes ham at lægge hashen helt på hylden. På eget initiativ.

Langsomt har en lejlighed, der ellers ofte krævede medarbejdernes hjælpende hænder for at holde sig ren, forvandlet sig. Der bliver ryddet op. En deodorant er fundet frem. Man kan nu gå forbi lejligheden og høre vandet løbe på badeværelset sammen med lyden fra en, der er gået i bad.

Kvælende møder rundt om et bord

De forfærdelige år i folkeskolen har sat sine tydelige spor. De har blandt andet den effekt, at han ikke kan holde ud at sidde til møder omkring et bord. Han bliver straks sendt tilbage til de svære år i folkeskolen og får følelsen af at være en fiasko, mens præstationsangsten buldrer derudaf.

Derfor tager medarbejderne i teamet omkring ham, som han selv har valgt, ham ud at spise i stedet for. Eller de opholder sig i lejligheden sammen. Eller tager på fisketur. Så det ikke føles som et møde men i stedet bliver til et rum, hvor snakken bliver naturlig. Hvor der er plads og rum til at tænke sig godt om, og hvor han kan føle sig godt tilpas.  

Ved at gå omkring problemet

Misbruget var forbundet med en følelse af skam og skyld.

Derfor har det for medarbejderne i teamet ikke handlet om at tale en masse om misbruget. I stedet har det drejet sig om at undersøge kompetencer og styrker for at understøtte hans mange ressourcer samt en grundlæggende følelse af at have et værd. Trods et misbrug og mange svære udfordringer.

Teamet har haft fokus på at skabe mest mulig tryghed, tillid og trivsel.

De har på forskellig vis arbejdet omkring problemet med hashrygningen. I stedet for at gå til problemet. Fordi hashrygningen kun har været et symptom på et underliggende problem. 

Derigennem lykkedes det ham at finde styrken til at ville noget andet. Og også at vælge det.   

Et farvel til et 15 år langt misbrug

I 15 år havde han brugt hashen til at lægge en dæmper på nogle udfordringer, der var for svære til at kunne rummes. I dag oplever han at være fri af hashen og at føle sig set og spejlet.  

Scroll to Top