Vejen til bedre søvn

På Tjørnehøj er der fokus på at nære beboernes motivation og handlekraft ift. at få mere og bedre søvn. Det er vigtigt, at det er beboerne selv, der mærker motivationen og tager ejerskab over at forbedre søvnmønstre.

Kaffe, energidrikke, skærm og høj musik lige inden sengetid … der er mange faktorer, som kan påvirke mængden og kvaliteten af vores søvn negativt. Det gælder også for beboerne på Plus Sundheds bosteder.

Men søvn er afgørende for at vi mennesker kan fungere og trives. Derfor er søvnindsatsen en del af livsstilsindsatsen på vores bosteder, Stentoft og Tjørnehøj.

På Tjørnehøj har de fx fokus på at nære beboernes motivation og handlekraft ift. at få mere og bedre søvn. Det gøres bl.a. ved at holde sundhedscaféer om søvn, hvor beboerne kan få viden om:

  • Søvnens betydning for menneskers psykiske og fysiske balance
  • Faktorer, der påvirker søvnen negativt
  • Parametre man kan skrue på, hvis man gerne vil have mere/bedre søvn

For nogle beboere er det ny viden, der afføder nye spørgsmål ift. deres eget liv: Kunne jeg få mere overskud, hvis jeg sov mere om natten? Ville jeg sove bedre, hvis jeg droppede energidrikke om aftenen?

Det kan motivere den enkelte beboer til at prøve at skrue på nogle af sine vaner og se, om det kan gøre en forskel for søvn og trivsel. Naturligvis støttet af Tjørnehøjs medarbejdere.

Men selvom der altid er opmuntring, støtte og sparring at få, er det vigtigt, at det er beboerne selv, der mærker motivationen og tager ejerskab over at forbedre søvnen. Det er sådan, den enkelte beboer kan skabe forandring i eget liv.

Scroll to Top