
Ud at opleve - fra banko til bueskydning
På bostedet Stentoft tilbydes beboerne at deltage i en bred vifte af aktiviteter. Det handler om at beboerne får mulighed for at få sig nogle gode oplevelser i samvær med andre mennesker – godt støttet op af motiverende samtaler og medarbejdernes fleksibilitet.
På Plus Sundheds bosted Stentoft er der et aktivitetsudvalg bestående af medarbejderne Jesper og Sisse, som er hhv. socialfaglig medarbejder og socialrådgiver. Det er dem, der står for at udtænke og planlægge aktiviteter for bostedets beboere.
Jesper forklarer:
“Det er det med, at det godt kan blive lidt et parallelsamfund her, beboerne er jo rigtig meget her på Stentoft. Så støtter vi dem i at overvinde deres angst og komme ud og få nogle gode oplevelser blandt andre mennesker. Vi bruger den motiverende samtale rigtig meget.”
“Vi laver alt muligt og har aktiviteter planlagt tre måneder frem, både aktiviteter hjemme og ud af huset. Vi har banko flere gange, det er meget populært. Så har vi fx ler, en tur til Tyskland, Lillebælt Marked og en endags kanotur.”
De forskellige aktivitetstilbud skrives på en liste, der hænges op, og så kan beboerne skrive sig på de aktiviteter, de har lyst til.
Det er ikke altid, at dem, der skriver sig på, er dem, der kommer med. Alle er altid velkomne, men fordi beboerne er udfordret af psykiske lidelser og evt. misbrug, svinger deres motivation og overskud. Det, der virkede muligt om tirsdagen, er ikke altid muligt om torsdagen.
Men det tager aktivitetsudvalget ikke tungt. ”Det er sådan, det er”, siger Jesper. Løbende motivationsarbejde og omstilling er en naturlig del af indsatsen ifm. aktiviteter. Både op til aktivitetens afholdelse og når den finder sted.
Sådan gik det til, at da der i marts var tilbud om at komme ud og skyde med bue og pil på en 3D-bane, var der fem beboere, der havde skrevet sig op, men ingen af de fem var klar på dagen. Til gengæld fik to andre beboere lyst til at tage med, da Jesper opsøgte dem og talte med dem om aktiviteten.
Retningslinjerne var simple og klare: Sikkerhedsreglerne skulle overholdes. De to beboere fulgtes med stedets ejer rundt på banen, hvor de kunne skyde efter forskellige mål. Alt gik godt, alle havde en rigtig god oplevelse – og tilbage på Stentoft taler de to beboere stadig om turen.