Ny bostedsleder på Tjørnehøj
Nye vinde blæser over Tjørnehøj. Til oktober starter Bo Christoffersen som Tjørnehøjs nye bostedsleder. Med sig har han et indgående kendskab til metodeudvikling og ledelse inden for socialpsykiatrien.
”Jeg er yderst tilfreds med at vi har fundet en af landets mest erfarne og kompetente bostedsledere til at overtage som bostedsleder for Tjørnehøj”, udtaler Plus Sundheds direktør, Jan Toftholm.
De rosende ord kommer ikke ud af det blå. Bo Christoffersen har i mange år været en af de førende inden for metodeudvikling på det socialpsykiatriske område.
Han kommer fra en stilling som forstander for Skovvænget, et bo- og rehabiliteringstilbud for voksne med psykiatriske udfordringer og eventuelt dobbeltdiagnose under Region Hovedstaden.
Her har han bl.a. taget initiativ til at indføre NECT – Narrativ Enhancement and Cognitiv Transformation samt FIT – Feedback Informed Treatment.
Derudover er han medstifter af Åben Dialog Fonden, hvor han stadig er aktiv som bestyrelsesmedlem.
Om sin nye start hos Tjørnehøj siger Bo Christoffersen:
”Jeg ser frem til at blive leder på Tjørnehøj for sammen med beboere og medarbejdere at fortsætte den gode udvikling og det gode samarbejde. Udvikling og forandring kræver mod. Vi tør være modige, når vi oplever tillid og vedholdenhed i det daglige samarbejde, og hvor lydhørhed og dialog er en forudsætning.”