Fotosafari og triggerskema - implementering af TBT hos Stentoft
Pædagog Pernille Reitz Jensen er nøglemedarbejder i forhold til at implementere Traumebevidst Tilgang (TBT) som del af Stentofts praksis. Hun ser en særlig styrke i, hvordan tilgangen på én og samme tid har hele organisationen og på de små, bærende interaktioner mennesker imellem.
Pernille har været ansat som pædagog på Stentoft i over 4 år. Hun fungerer desuden som misbrugsbehandler på Stentoft og som praktikvejleder for pædagogstuderende.
Siden Pernille sammen med faglig leder Heidi Blom Christensen startede op på implementeringsdelen af TBT- uddannelsen i 2025, har hun været optaget af, hvordan man bedst muligt kan integrere TBT på Stentoft.
Når man spørger hende, hvad det er, TBT kan, er det blandt andet dets brede anvendelsesmuligheder, hun fremhæver:
Det, som er fantastisk ved TBT, er, at det rent faktisk er noget, der kan bruges i en hel organisation. Både på medarbejderplan, ledelsesplan og i samspil med vores beboere. Vi kan bruge det hele vejen rundt i den måde, vi interagerer med hinanden på.
Traumebevidst Tilgang for tryghed
En grundlæggende del af Traumebevidst Tilgang er, at man forholder sig til den enkeltes triggere – situationer, fysiske forhold, stemninger mv., der kan få en person til at reagere på et tidligere traumer. Med den viden kan man bidrage til at skabe omgivelser, der føles trygge. Det er for den enkeltes skyld, men også for den fælles dynamik og for at forebygge konflikter.
Selv om det primært vil være beboerne, der har traumer, medarbejderne skal forholde sig til, er det vigtigt, at medarbejderne også forholder sig til egne og kollegaers triggere.
Det er særligt vigtigt, fordi det er en del af at arbejde på et socialpsykiatrisk bosted som Stentoft, at medarbejderne jævnligt udfordres på deres ro. Som Pernille forklarer:
Vi arbejder i højspændingsfeltet, og vi har alle sammen et nervesystem, der på den ene eller anden måde bliver rystet nogle gange. Hvordan healer man det? Hvordan håndterer man det?
Fokus er dermed ikke på, hvad der er galt med en person, men på, hvad der er hændt vedkommende. Det kan godt være, en person reagerer på en måde, der virker voldsom og uforståelig for andre, men det er ikke fordi, personen er forkert. Typisk har personen en naturlig reaktion på noget voldsomt, der er sket tidligere i vedkommendes liv.
Fotosafari og triggerskemaer
Som del af implementeringen af TBT er der pt. to forskellige initiativer under forberedelse og afvikling hos Stentoft: Fotosafari og triggerskemaer.
På fotosafarien tager beboer og medarbejder et polaroidkamera med sig hen til Stentofts fællesrum og tager en samtale om, hvilke elementer i rummet, der virker tryghedsskabende for beboeren, og hvilke, der trigger/skaber utryghed. De tager billeder af elementerne. Til et beboermøde samles der op på resultaterne af fotosafarien: Hvad skal der justeres på for at fællesrummet bliver et rum, hvor hver enkelt beboer kan føle sig tryg og hjemme?
Triggerskemaer udfyldes for både medarbejdere og beboere. Det er en oversigt over, hvad der kan trigge den enkelte. Pernille understreger at udfyldelsen af triggerskemaer for beboerne er en løbende proces, hvor der drages informationer ud af helt almindelige hverdagssituationer:
Det er os medarbejdere, der skal drage læring ud af at observere: ’jeg observerede, at der var noget, der var svært for dig lige nu. Hvad handler det om?’.
På den måde bliver det en mere situationsbaseret, fælles og ligeværdig udforskning af, hvad der er svært, og hvordan det kan afhjælpes, end hvis medarbejderen sidder med pen og papir og beboeren skal remse op, hvad der er svært. Det støtter op om beboerens agency i en recovery-proces.
Understøtter allerede eksisterende metoder
Det peger på en anden vigtig pointe: TBT understøtter de metoder og tilgange, de allerede arbejder med på Stentoft, som fx recovery.
Pernille forklarer:
Som personalegruppe kan man godt have den her: ’åh nej, nu skal vi lære noget nyt og implementere noget nyt!’ Men TBT læner sig rigtigt fint op ad de metoder, vi i forvejen arbejder med – motiverende samtaler, narrativ tilgang osv., men med den bonus, at vi begynder at tale om triggere og traumer.
Netop det at begynde at tale sammen om TBT, vægter nøglemedarbejderne højt. Det, at få etableret et fælles sprog for den nye tilgang og sørge for, at det integreres i praksis og får lov at fylde – i dokumentation, i den måde, man taler med hinanden og til møderne.
TBT-briller i værktøjskassen
Selv om TBT er en relativt ny del af Pernilles værktøjskasse, oplever hun klart, at uddannelsen i TBT har gjort en forskel for hendes egen måde at tilgå beboere og kollegaer. Hun forholder sig mere åbent i mødet med den anden:
TBT-uddannelsen har fået mig til at stoppe op og kigge på den måde, jeg møder den enkelte på.
Jeg prøver at tage de her TBT-briller på og se på de små ændringer, man kan lave: Hvordan kommer man ind i et rum? Hvordan stiller man sig nysgerrig på, hvordan man har det i mødet?Sidst vi havde TBT-uddannelsesdag i medarbejdergruppen, talte vi om, at vi har sådan en lyst til at fikse og ordne hele tiden. Hvad ville der egentlig ske, hvis vi lod være med det og i stedet sagde: ’Der er sket noget med dig, og hvor er vi nu?
I 2025-2026 tager medarbejderne på Stentoft uddannelse i Traumebevidst Tilgang ved Kompetencecenter for Traumer, sideløbende med at tilgangen implementeres på bostedet.